-
Derfor kan du altid betale for din øl i Roskilde, selvom mobilnettet er svært belastet
Source: BDK Finans / 04 Jul 2024 10:18:44 America/Chicago
De titusindvis af musikelskere, som indtager Roskilde Festival, er hvert år med til at gøre de danske mobilnet markant mere robuste og avancerede – uden at de opdager det. »Der findes ikke noget sted, hvor så mange er samlet på én gang og bruger netværket så massivt,« konstaterer Stefan Ring Støhrmann. Han er ansvarlig for mobilselskabet 3s netværk og kundekvaliteten i det, og han ved, hvad han taler om, for han har i årevis været med, når 3 – Danmarks tredjestørste teleselskab efter Nuuday/TDC og Telenor – afprøver de nyest tilgængelige muligheder på sit mobilnet. Roskilde Festival anno 2024 er ingen undtagelse. 150 ton indfragtet udstyr er bragt dertil for at levere, hvad Stefan Ring Støhrmann kalder for »den bedste dækning af en åben mark i Danmark«. Ud over de fem permanente mobilmaster, som står der året rundt, har alene 3 sat syv ekstra master op for at kunne håndtere de enorme mængder af mobildata, mens festivalen spiller. Det samme skal mobilnettet gøre. Det må ikke gå ned på grund af overbelastning, og det sørger Stefan Ring Støhrmann og tre kollegaer på stedet for, mens to andre er klar til at rykke ud, og en fra kontoret holder øje med de tekniske data og belastningen. I 2019 blev der i alt på Roskilde Festival brugt 88 terabyte data på 3s mobilnet. Den mængde er dette års festivalgæster allerede nået op på 3. juli, og nu hvor musikken er begyndt, ligger trafikmængden 11-15 procent højere end på samme tid sidste år. I 2023 håndterede 3s mobilnet i alt 180 terabyte data under Roskilde Festival. »Det er store mængder. Derfor bruger vi Roskilde Festival som sandkasse for at blive klogere på, hvordan vi skal indrette vores landsdækkende mobilnet,« forklarer Stefan Ring Støhrmann. Derfor er der ingen gratis øl Med den store udbygning af 5G-mobilnettene i Danmark får teleselskaberne nye, tekniske muligheder. En af dem er, at mobilnettet kan deles, så en bid af kapaciteten kan dedikeres et bestemt formål og dermed altid fungere, selvom resten af nettet skulle blive overbelastet. 3 har derfor »skåret« en bid af mobilkapaciteten ud, så den kan bruges som en slags backupnetværk, hvis de foto- og filmglade musikgæsters mobilforbrug skulle blive alt for rødglødende. Med opsplitningen sikrer man, at blandt andet betalingssystemerne altid vil virke. Uanset hvor mange festivalglade deltagere, der står samlet på et lille areal ved Orange Scene, vil man derfor altid kunne betale for sin øl i nærmeste bod. Også festivalens egne systemer er med i sikkerhed mod nedbrud. »Det er klart, at man tager af de samme ressourcer, når man deler med det offentlige net. Men med 5G kan det gøres dynamisk, så når kapaciteten ikke bruges, er den automatisk tilgængelig for alle andre,« siger Stefan Ring Støhrmann. På årets festival er der afsat en dedikeret mobilfrekvens til backupnettet. »Så ligegyldig hvor stor belastningen er på mobilnettet, er der stadig en sikker og pålidelig forbindelse. Vi tester det hele i Roskilde for at se, hvor sikker muren – eller adskillelsen – mellem det private og offentlige net er,« forklarer han. Efterhånden som de ældre mobilteknologier – 3G og 4G – fases ud, og hele mobilnettet bliver ren 5G-teknologi og ikke blot »4G på steroider«, bliver det endnu lettere for teleselskaberne at »trylle« med at kunne fordele kapaciteten. Lige nu er 40 procent af al datatrafik i 3s mobilnet 5G, mens 3G kun udgør 0,07 procent af den samlede datamængde. Resten er 4G, men inden nytår venter 3, at 5G mængdemæssigt har overhalet 4G. Smugpremiere under landskamp Teleselskaberne verden over har foretaget store investeringer i 5G-mobilteknologien. En af forretningsområderne, som de har haft i kikkerten, er netop at kunne sælge en bid af mobilnettet, som så dedikeres et bestemt formål. Det kan være at sørge for, at beredskaberne – »de blå blink« – aldrig vil opleve ikke at kunne få forbindelse på grund af et overbelastet net, eller at en virksomhed vælger at koble sine maskiner på mobilnettet i stedet for at trække og montere kabler, så maskinerne bliver låst på faste positioner. Med mobilforbindelse kan virksomheden så købe sig en bid af mobilnettets kapacitet og vide sig sikker på, at maskinerne altid har forbindelse. Takket være den hurtige dataoverførsel på 5G vil de tilkoblede maskiner også reagere prompte, hvis nogen trykker på en nødstopknap. 3 har – i mindre målestok – afprøvet opdelingen af mobilnettet ved endnu en begivenhed, som store dele af Danmark overværede … men uden at opdage det. Det skete i Parken i København 5. juni, hvor Danmark spillede landskamp mod Sverige. Her afprøvede TV 2 at bruge 3s mobilforbindelse til at sende live-tv fra ekstra kameraer, som supplerede de almindelige, kablede tv-kameraer. Næppe nogen tv-seere opdagede, når der blev skiftet mellem kameraerne, som kunne holde samme billedkvalitet som normalt og kun sendte billederne med en forsinkelse på 250 millisekunder. De 150 ton ekstraudstyr i Roskilde pilles i øvrigt ned fra på mandag. Imens er 3s teknikere ved at gøre klar til nye festivaler i Skanderborg og i Nibe. https://www.berlingske.dk/virksomheder/derfor-kan-du-altid-betale-for-din-oel-i-roskilde-selvom-mobilnettet